Overbevisninger, arrogance og virkeligheden.

De sidste måneder har min træning været mest ikke eksisterende og i takt med det har jeg overbevist mig selv om at:

Løb betyder ikke så meget for mig mere. Jeg har løbet det jeg skal. Ultraløb ja jeg er også ved at nå en alder hvor jeg hellere må slappe af. Sådan har min egen fortælling stille og roligt taget form og blevet min sandhed.

De sidste 14 dage – 3 uger har løbetøjet ligget klar og skoene sat så jeg måtte flytte dem for at komme i mit køkken, i håb om jeg tog dem på – det skete så først i dag. De andre dage har de fået et los, hen i skammekrogen.

Ude i skoven fik jeg tanken om at de her historier, overbevisninger jeg er godt i gang med at konstruere ikke er sandheden. For jeg elsker at løbe, at komme hjem og stå under bruseren og have følelsen af at gøre noget godt for min krop og mit sind. Så hvorfor det skal være så svært – handler om at jeg får skabt en virkelighed der passer ind i at min motivation ikke er som før, at mit niveau ikke er eller skal være som før, men virkeligheden er at det ikke behøver at være det samme, som at jeg slet ikke skal løbe. Men jo længere tid jeg bygger på disse overbevisninger, jo mere sande bliver de.

Arrogance er når jeg siger “jeg løber bare en marathon” på Bornholm. For en maraton er ikke bare lige, kommer jeg igennem på 5 timer er det en succes (og jeg har med garanti meget ømme stænger dagene efter, hvor jeg så skal på vandretur på den lille ø.)

7 km i dag, fik tankerne på et andet spor, fik stillet mig selv nogle opklarende spørgsmål, for selv om jeg ikke får løbet så fylder det helt vildt i mine tanker, så kan jeg da for pokker da ligeså godt få de der sko på !!!!

Virkeligheden er at løb er godt for mange ting, helbredet, mit sind og ikke mindst giver det mig en følelse af at behandle mig selv ordentligt. Mentalt er der ingen diskussion, jeg har det bedre når jeg får løbet. Virkeligheden er også at jeg måske skulle overveje en træner igen, for at holde mig selv på sporet i hvert fald en tid, til jeg kan selv igen.
Mange der træner meget ville nok misunde mig, for jeg har masser tid til at træne det er ikke en undskyldning, med en arbejdsuge der hedder 7 dage og 7 dage fri, en mødetid kl.15 så er der ingen undskyldning. Jeg har al den støtte og opbakning jeg kunne ønske mig fra mine børn og min dejlige kæreste, så ærligt jeg må ind i kampen.

Nu går turen til Bornholm, hvor jeg med stor sikkerhed vil komme til at fortryde når jeg ser de andre løbe 24 timers løbet, fortryde jeg ikke kunne tage mig sammen til at få trænet, men der er jo kun en jeg kan stille til ansvar og kun en der kan ændre på det. Mig selv.

I weekenden har jeg fulgt ultraløb hvor der har været danske deltagere og det er lige der den kommer tanken det vil jeg også gerne, men uden målrettet træning er det dødsdømt. Lige nu ligger der et arbejde foran mig der hedder: En dag ad gangen, skal jeg ud at løbe – distance og tempo er sekundært det vigtige er at komme ud.

Løb giver mere end det tager, og jeg er løber. Om jeg kan kalde mig ultraløber igen må tiden vise. Dog er det sikkert at havde jeg fået trænet i al den tid jeg har ærgret mig over jeg ikke får det gjort, så havde jeg været i topform nu 🏃‍♀️ 😡 

Det havde været meget sjovere at skrive om at det bare køre med træningen, at jeg er så klar til Bornholm, men bloggen er mit rum til at give erfaringer videre både når det går godt og mindre godt, og tror ikke jeg er den eneste som nogen gange ender i den her spiral.

Reklamer