Beretning 100 KM Viborg

 

 

20839396_10155636757225762_1834012014_n

Glad type 😉

Efter 12 timers løbet tidligere på året i Sæby som jeg ikke var helt tilfreds med, var egne forventninger store til at løbe 100 km i Viborg.

Træningen var forløbet uden ballade, gode lange træningspas i rette tempo så den lå da lige til ”højre benet”, at løbe omkring de 11 timer som var planen.

Selvom det var et træningsløb ifht 24 timer senere på året var jeg indstillet på at give hvad jeg havde.

Min veninde Camilla som løb 24 timers løbet og jeg ankom til Viborg i regnvejr. Et regnvejr der stort set ikke havde tænkt sig at stoppe under de 100 km, men det vidste jeg jo heldigvis ikke da jeg startede. Så på med de positive briller for det stopper jo lige om lidt. Telte blev slået op, og lige der var jeg ret glad for det regnede, da der så ikke var så mange tilskuere der kunne have fået sig en god griner da jeg havde vendt det hele på vrangen, og ikke rigtigt kunne slå det op uden hjælp fra Camilla.

Egen forplejningen blev sat på plads som bestod af: High 5 energidrik, cola/vand blanding, danskvand, marcipanbrød, 32GI chews og saltsticiks som var første gang jeg skulle forsøge mig med.

Løbet:

Der løbes omkring Søndersø som er 5,7 km og starten for 100 km gik på den anden side af søen så en lille vandretur i regn var jo en ganske fin begyndelse. Humøret var højt og jeg havde dagene op til været ved at gå til af forventning og spænding.

Starten går, og som altid går jeg ind i mig selv og tænder musikken. For der skal bare hentes kilometer ind på kontoen, og jeg har altid syntes der var langt op marathon distancen hvor jeg i virkeligheden først syntes løbet begynder at blive ”sjovt”.

Tempoet var som udgangspunkt 5.50 – 6.00 / km og det gik også et stykke tid, men omkring de 30 km kom krisen snigende. En begyndende smerte / irritation i højre baglår som havde drillet op til begyndte at fylde mere og mere.

Faktisk fik jeg overbevist mig selv om det var bedst at stoppe, og at det gjorde meget meget ondt i det lår. På den måde gik der et par omgange med at planlægge hvor jeg så kunne stille op snarest, når jeg nu udgik lige om lidt, ”der var jo altid 24 timers løbet i KBH i sept.”. Jeg kunne også helt droppe ultra, løbe 5 – 10 km distancer og måske blive hurtig på dem osv. Jo, der blev virkelig tænkt og diskuteret mens krisen var på sit højeste.

Ved ca. 38 km fik Jesper meldingen; Jeg stopper nu! Det gav ingen mening at fortsætte, ondt i låret (nok mest i hovedet) og det ville mindst tage 14 timer eller mere osv. Rigtig negativ og opgivende. Det var med en klump i halsen for jeg vidste inderst inde at en DNF ville være noget af en lussing af give mig selv efter målrettet træning siden december og den ville blive hård at tackle efterfølgende, det er sket før og det tager hårdt på mig at udgå af et løb.

Men Jesper var svær at sige i mod, da han foreslog mig at sidde lidt, skift af tøj og sko, lidt energi, kaffe, en peptalk og så kunne jeg tænke klart igen.

Pointen var jo at det var et TRÆNINGSLØB. Det havde jeg vist glemt alt om i min iver efter at holde mine 6.00 / km, i min iver efter at se mig selv løbe under 11 timer, i min iver over at jeg måske kunne løbe 10.30 osv.

Jeg glemte planen.!

Derefter går det rundt og rundt i regnvejr, mudder og vandpytter. På et tidspunkt ser det dog ud til at lysne og jeg tænker Yes (som mange andre) nu stopper det. Men nej, og vejret er man jo ikke herre over.

Da jeg når ca. 50 km begynder jeg at se en ende på det, nu jeg halvvejs og ved jeg vil gennemføre uanset hvad. Mit fokus var blevet fjernet fra tid, og gamle tider der er en del bedre end den jeg ender med.

Men det er altså svært at ”glemme” hvor jeg var engang og hvor jeg er i dag.

Jesper var på i mål området med smil, gode råd og opmuntrende bemærkninger og det var guld værd. Jeg var inde og sidde et par gange og havde god gavn af at drikke sort kaffe hvilket jeg normalt aldrig gør under løb. Fik spist saltsciks, marcipanbrød og chews, mest toast, frugt og yoghurt fra depotet. Drak vand, danskvand og mine cola blandinger, energidrikken blev der ikke drukket meget af. For første gang oplevede jeg en mave der fungerede 100 %.

På den ene side af søen begyndte jeg at gå en del de sidste timer, helt hvorfor må guderne vide for jeg følte mig frisk i kroppen, men hovedet ville ikke rigtigt samarbejde med bentøjet. Så gik og diskuterede med mig selv. ”Løb nu, du kan jo godt og jo mere du løber, jo før kan du komme i soveposen og tørvejr – så tag dig lige sammen”.

Men jeg kom i mål. Ikke på 11 timer, men på 13.21.17 min anden dårligste 100 km (den første tog 14 timer)

Konklusion:

Dette løb blev en lang læreproces, og det jeg har med vil være guld værd på fremtidige ultraløb. Mit energi indtag fungerede næsten perfekt, skal måske have lidt mere mad af en slags men mister hurtigt appetitten så der er noget at arbejde med, for jeg bliver jo sulten.

Fik min medalje, et bad og soveposen blev indtaget. Var glad for jeg ikke udgik, men glæden har først rigtig indfundet sig efter jeg er hjemme og ser på medaljen der lige nu hænger på opslagstavlen. Jo, det var okay tænker jeg.

For jeg gav ikke op da det blev svært og hovedet var stået af, at få den vendt og komme igen og stort set ikke have nogen større kriser resten af løbet, er en sejr i sig selv. Mentalt er jeg et skridt nærmere tidligere tiders styrke.

Kroppen har det fint efterfølgende, benene er ikke mærket det eneste som jeg nu sidder med er en vabel under foden som nu er rød, hævet og øm. Kan ikke træde igennem så overvejer en tur fordi lægen for at få renset ud i det inden der går infektion i. For det vil jo være en katastrofe 😊 – hvis min træning nu går i stå.

Jeg er ikke 100 km løber, da løbet sluttede havde jeg lysten og energien til at fortsætte, trods regn og mudder var jeg lidt ked af jeg ikke deltog i 24 timers løbet. At løbe om natten udendørs har jeg altid syntes var noget specielt, at se det lysne og en ny dag begynde, mens man kæmper med sine egne tanker og er i en lidt uvirkelig tilstand, det er der noget helt særligt over.

Undervejs modtog jeg bla. en sms fra min yngste søn der skrev; ”Husk at ring hvis du har krise mor”. Han skulle have været med i Viborg efter han i Sæby viste sig som en rigtig god hjælper, der ikke fik ondt af sin mor når hun blev tudefjæs, men han måtte melde fra i sidste øjeblik. Planen er han skal med til 24 timers løbet og kan han ikke er der allerede en plan B, da en Norsk ultraløber og god ven har tilbudt sin hjælp, for det får jeg helt sikkert brug for der hvis jeg skal nå mit mål deroppe. 24 timers løbet er det jeg har trænet efter siden jeg begyndte samarbejdet med Jesper, så der bliver det ”alvor”.

Kan kun takke for en super oplevelse til arrangørerne, et dejligt sted at løbe blot en smule tørvejr havde været rart.

Kæmpe stort tillykke til Christina Shrifris og Jane Skov som tog en 1. og 3. pl. stolt af at være på hold med de to seje kvinder. Jesper skal have stort tak for støtten uden ham var jeg udgået, så skylder en kasse marcipanbrød. Søren Rasmussen  (som jeg ikke anede hvem var før bagefter – landsholdstræneren for trial løberne) skal også have stor tak, for at hente kaffe, tilbyde mig mad og være der når Jesper var optaget af andet. Hjælpen er uvurderlig i sådan et løb om man kender hinanden eller ej, er det guld værd. Det også en af de ting jeg elsker ved ultra miljøet og har savnet, vi hjælper hinanden ❤

Jo, jeg elsker de lange løb med kampen med og mod mig selv. Tankerne der tænkes og vendes, at komme i en meditativ tilstand hvor det bare køre og jeg synger indeni mens musikken drøner i ørene, at overvinde kriserne og bagefter kunne sige ”Jeg gjorde det”. Det tager jeg med mig ud i livet som en ekstra styrke til at overvinde andre udfordringer.

Tak for du læste med selvom den blev lidt lang.

20815237_10155636756925762_252853542_n

Træt type, alt var bare VÅDT 🙂

20863767_10155636757085762_1689076652_n

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer