Bislett og Hjem igen

24172001_10155958574970762_1780987845_n

Dette er ikke en kun en beretning om mit løb på Bislett, men turen i sig selv som trods et manglende resultat på alle måder var en super dejlig tur.

Min søn Mathias og jeg tog afsted med Oslo båden torsdag eftermiddag og flot er det at se København og kysten fra vandsiden, og endnu smukkere at vågne og stå på dækket ved indsejlingen i Oslo.

Da vi ikke kunne få nøglerne til den bookede lejlighed før over middag og i værste tilfælde kl.16.00 måtte jeg (mod aftale med coachen) begive mig ud og lege turist i Oslo. Hvilket så også er første gang da de 2 andre besøg der,  kun har været fokuseret på løb og intet andet. Oslo er en rigtigt fin og smuk by som jeg gerne tilbragte nogen flere dage i der er meget jeg gerne ville se nærmere på.

Mathias havde hjemmefra fundet ud af der var en udstilling om angrebet d.22.juli 2011 på Utøya og regerings kvarteret, som han i hvert fald meget gerne ville se, jeg havde så aldrig hørt om den. Vi blev mødt af en meget sød kvinde der satte os grundigt ind i hvordan udstillingen var bygget op, og så gik der lynhurtigt næsten 2 timer med at se billeder,  læse tekster, se videoklip med overlevende og fotos af de der mistede livet.

Må indrømme jeg flere gange fik en klump i halsen og tåre i øjnene, men alligevel var det en interessant måde at få beretningen på efter at have fulgt det dengang i tv, det var på en eller anden uvirkeligt bagefter at gå udenfor og se på de omkringliggende bygninger, hvor nogen stadig stod med plader for vinduerne og selve udstillingen er i underetagen af hvor bilbomben sprang, hvilket der tydeligt var spor af indenfor. Man bliver stille og eftertænksom efter at have set denne udstilling og bliver mindet om hvor skrøbeligt livet er.

Efterfølgende fik jeg opringningen om vi kunne hente nøglerne, så vi fik indlogeret os i lejligheden er lå blot 800 m fra Bislett stadion. Vi slappede af, fik noget mad og aftenen  gik med tv og ret forstyrret nat da der blev holdt en gevaldig fest andet sted i bygningen.

Race Day:

Lørdag morgen var jeg tidligt oppe alt var lagt klar aftenen før, og vi gik på stadion ved 8.30-tiden hvor de andre deltagere fra DK Berit, Lars, Jan og Manolis havde reserveret et bord til vores egen forplejning. Jeg har deltaget 2 gange i dette løb i 2006 og 2007, og hvad det er med mig (og sikkert andre) og det løb er nok svært at forstå for udenforstående.

Man løber i kælderen under Bislett stadion, på en 547 m bane, med gennemtræk pga. der bliver åbnet og lukket døre da der for nogen bliver meget varmt og andre syntes det er mega koldt, bla undertegnede. Men stemningen er SÅ fantastisk, der er en speaker hele døgnet som spiller musik, kommer med sjove indlæg og info. Bla. at der er en høj skilsmisseprocent i ultra miljøet 😦 Der var osgå lavet en liste hvor man som single kunne skrive sig på hvis man søgte en kæreste, og nej jeg skrev mig ikke på selvom Mathis opfordrede mig til det 🙂

Man kan komme med ønsker til musikken og de der følger med hjemmefra kan sende hilsner som bliver læst op. Det var helt overvældende så mange der sendte en til mig, hvilket jeg er enormt taknemmelig for. Kan kun takke endnu engang for hver eneste hilsen – blev meget rørt og var tæt på at tude flere gange.

Jeg fik hilst på gamle bekendte som jeg jo ikke har set i lang tid grundet mit fravær,  men trods mange år siden sidst er det dejligt at møde gode mennesker der møder en med velkommen tilbage og dejligt at se dig igen.

Jeg lagde mig bagerst i feltet, planen var roligt udlæg og ellers bare hente nogen KM ind på kontoen da de første mange timer er min svaghed.

Det sjove begynder efter de 50 km, så musik i ørene selvom det var lidt svært når der også var fuld knald på anlægget. Det gik rigtigt godt, benene arbejdede som de skulle, hovedet drillede lidt men jeg formåede at holde fokus og tænke ”det en fase der går over”. Mathias sad i depotet, gik lidt til og fra da der ikke er meget at hjælpe med de første mange timer. Men han kom på hårdt arbejde senere på aftenen / natten da jeg kom i krise. Jeg spiste fra deres depot og drak min medbragte energi blanding, vand / cola, danskvand men pludselig ville maven ikke mere.

Nu er opkastninger ikke en grund til at stoppe – ikke lige med det samme i hvert fald – så jeg løb / gik videre og forsøgte med ro, tøjskifte fra inderst til yderst da jeg er ret sikker på at kulden spillede ind, og desuden kunne min mave ikke omsætte alt det sukker der ryger indenbords.

Jeg blev mere og mere modløs som timerne gik, Jesper var ”på” via Messenger med motiverende beskeder og forslag til løsninger. Fik over midnat beskeder fra min gode ven Ståle i Bergen som også forsøgte at opmuntre mit dalende humør, og en anden løber Stian som vi lærte at kende ved løbet i Sæby gjorde også en stor indsats for at få mig på banen så tog nogle omgange i hælene på ham. Sidste forsøg gjorde jeg sammen med Berit som også var i krise, så vi gik sammen indtil jeg nåede halvvejs rundt og atter måtte besøge toilettet, det var som om at hver gang jeg indtog væske eller andet kom det bare retur. Efter ca. 4 timer orkede jeg ikke mere, på det tidspunkt havde jeg også tabt hovedet som nok lå og gemte sig et eller andet sted, måske på et af toiletterne 😊

Mathias kæmpede en brav kamp for at holde mig på banen, han ved om nogen hvor meget jeg havde set frem til dette løb og hvor meget jeg har trænet det sidste år. Men ved 04-tiden lagde jeg mit nr. pakkede sammen og gik min vej. Skuffet, sur, ked af det og ultraløb var helt sikkert slut for min del. Men som Mathias sagde ” Det har du glemt om et par dage”. Hvilket han jo har helt ret i.

Vi havde lejligheden til søndag hvilket jeg nu også ser som en dårlig disposition for havde jeg været tvunget til at blive i hallen til løbet var slut var der stor sandsynlighed for jeg var kommet op på lidt flere KM, for ved af erfaring fra andre løb hvor der er opstået krise, at efter noget tid på sidelinjen kan jeg jo lige så godt komme ud på banen når jeg nu er alligevel tvunget til at være der. Om det havde været sådan ved jeg ikke men det er ikke en god ide at have en varm seng i nærheden – ikke for mig i hvert fald.

Søndag morgen gik jeg tilbage til stadion for at opleve slutningen, den er nærmest magisk, løberne der selv efter så mange timer får uanede kræfter til at give den gas de sidste omgange. Fra total larm af musik, klappende og heppende publikum til total stilhed når fløjten lyder. Fantastisk. Det får de små hår til at rejse sig, jeg gik banen rundt, sagde tillykke hist og pist og så hvordan folk sad og ventede på opmålingen, glæden og lettelsen over det nu var slut stod beskrevet i deres ansigter.

Tænkte jeg ”Bare det var mig”? Ja, men vidste jeg havde gjort mit bedste og kunne nu blot glædes over at andre havde nået deres mål hvad det end havde været. Manolis som er Græker men bosat i DK leverede et flot resultat – vi andre Danskere ramte ikke døgnet, og sådan er det med ultraløb. Vi kan træne, forberede og planlægge men man skal ramme Dagen for at levere et godt resultat. Man skal kunne holde hovedet koldt og vinde over kriserne der kommer og går gennem døgnet.

For de kommer – det handler selvfølgelig om ens form men ligeså meget, hvis ikke mere, om ens mentale evne til at kæmpe sig igennem disse faser af løbet.

Hvorfor løbe ultraløb hvis det er så hårdt? Hvis det man har arbejdet for gennem mange måneder ikke lykkes og der er ikke lige et nyt forsøg i næste weekend?

Vi der løber ultraløb har nok hver sin personlige grund, men en der nok går igen er fællesskabet, man er en del af en stor ”ultra familie” man kender hinanden, nogle bedre end andre, man støtter og hepper på hinanden også selvom man er konkurrenter, og så er vi bare fælles om kærligheden og dedikationen til det at løbe langt.

Min egen personlig grund ligger meget i at jeg via løb fik skabt et nyt netværk dengang jeg kom ud af mit misbrug, jeg oplevede at ved at løbe gjorde jeg noget kun for mig selv, ikke for alle andre og det at gennemføre mit allerførste løb var en sejr selvom det kun var 13 km. At jeg så efter flere år som marathonløber ender med ultraløb handler for mig om at at jeg kan godt lide at “presse mig selv” – “at komme ud på kanten at det nærmest umulige” og komme om på den anden side.

Ultraløb er ekstremt ikke kun fysisk men også mentalt,  man kommer gennem hele følelsesregistret flere gange, man er nede i kælderen det ene øjeblik og oppe i skyerne det næste. Man har tunge ben og pludselig er de lette som fjer, og sådan går det op og ned i 24 timer. Men at overvinde disse faser er en sejr og en indre rejse som jeg tror mange tager med og bruger i hverdagens udfordringer.

Jeg er vild med at løbe i kælderen under Bislett stadion sådan er det bare. Har tabt mit hjerte til dette løb fra første gang jeg var der, og har i alle de år væk fra miljøet tænkt ”Skal jeg løbe 24 t igen er det der”.  Nordmændene er gode til at arrangere dette løb, depotet er i top, de frivillige er fantastiske, og der er en utrolig positiv stemning hele døgnet. Eneste minus er kulden som jeg vil forberede mig bedre på at takle til næste år. For jeg står til start i 2018 – så snart der åbnes for tilmeldingen er jeg på.

Det er nemlig sådan, at selvom jeg var skuffet og ked af det er der kun en ting at gøre; lære af dette løb og komme op på hesten igen. Der er allerede lagt nye planer for næste sæson sammen med Jesper som jeg fortsætter samarbejdet med i 2018.

Energiindtaget bliver også evalueret og ved allerede nu at der skal eksperimenteres på dette område så min mave kan holde hele vejen. Men det er en del af gamet og finder jeg ud af hvad der fungere er jeg ikke i tvivl om jeg kan levere et godt resultat. For jeg havde gode ben og er ikke mærket efterfølgende, var stærk mentalt langt hen ad vejen til jeg som sagt tabte hovedet men det hang udelukkende sammen med de mange toiletbesøg.

Vejen tilbage til gode resultater på 24 timer er nok lige en smule længere end jeg havde troet må jeg erkende nu, men formen er der og nu bygges der videre med mere træning og nye konkurrencer i 2018 mod samme mål som i år: Bislett 24 t

Turen hjem var hyggelig, pænt trætte var vi så tilbragte det meste at tiden i kahytten alt imens det vippede godt.

Kan ikke takke Mathias nok for hans indsats, ikke kun for mig men også for de andre der havde brug for lidt hjælp undervejs. Han formår det som kan være svært når man er følelsesmæssigt tæt på hinanden, han kan skille det ad. Han syntes ikke det er synd for den gamle at det gør ondt, at det hårdt, at jeg kastede op sov…Nej, han ved at det her er vigtigt og så der ingen medfølelse – for som han siger “Du har selv tilmeldt dig, Mor” 🙂

Min træner Jesper skal også have stor tak, at sidde oppe hele natten for at være til rådighed for os når han ikke kunne være der fysisk er stort og en kæmpe hjælp.

Men jeg kunne jo takke mange der støtter og følger mig på min vej tilbage. Men allermest mine børn og svigerdøtre der gennem året må lægge øre til min glæde, mine frustrationer og min evige snak om det ene eller andet løb eller træningspas. I er en uvurderlig støtte ❤

I bund og grund er man jo privilegeret at man kan det her, at man er sund og rask og har muligheden – det mindede løbets allerførste arrangør Bjørn Hytjanstorp mig på og han har så evig ret 🙂

23843287_1818976848132104_7230712643180262834_n

Jan, Berit, Lars (Mosegrisen) Manolis og jeg før starten 🙂

 

 

 

Resultater findes her 🙂

 

 

 

 

 

 

Reklamer